torsdag den 16. december 2010

Tænk konstruktivt når det gælder penge

Igennem mit arbejdsliv har jeg haft forbindelse med mange forskellige slags organisationer, missionsselskaber og kirker som har brug for en opmuntring hvad angår indsamling af midler – i moderne ”danglish” kaldet Fundraising.


Jeg vil gerne rette dette indlæg specifikt til ledere og præster i missionsforeninger og frikirker o.l. som ofte samler penge ind til egne aktiviteter eller for at støtte velgørende formål.

Lad mig starte med et spørgsmål:

Er du nervøs, og blinker neonskiltet ”Fiasko” i baghovedet, når du skal op på talerstolen og bede om penge?

Bliver du pinligt berørt over at snakke om penge – selvom du bruger meget tid på at tænke på dem?

Hvis du er præst og/eller ledere er du trænet til at tænke teologisk og du har givetvis flair for at tænke organisatorisk – du er måske oven i købet god til at støbe visioner og lave strategier for dit ansvarsområde. Men for mange kommer det med at skulle fundraise som et chok. Faktum er imidlertid: hvis ikke du tænker konstruktivt når det gælder penge, så er det meget sandsynligt at mange af dine planer og projekter dør før de har lært at gå…!

Hvad er jeres ”ressource challenge”?

Mangler I penge til renovering af jeres mødesal? Er der brug for bedre forhold og legeredskaber til børnene i menigheden? Kunne I tænke jer at opgradere en deltidsstilling til fuldtid? Kunne I tænke jer at samle flere penge til nødhjælpsarbejde i Pakistan? Ja, behovene er mange…

For at værer succesrig med fundraising, må du gå fra underskudsmentalitet til overskudsmentalitet. Du må selv være foregangsperson mht. gavmildhed og hjælpsomhed. Du må udvise venlighed og tålmodighed samtidig med at du udfordrer dem omkring dig til et liv i gæstfrihed og gavmildhed.

Hvis du formår at vise dem omkring dig en vision og tænde en passion i deres hjerter, så vil du blive overrasket over, at nogle der tidligere har kviet sig ved at give en 50’er i indsamlingsbøssen pludselig med glæde vil give 500 eller 1000 kr. til et projekt.

For mig er det en vigtig grundtanke, at ønsket om at hjælpe og bidrage til andres vel ligger dybt i menneskers natur. Jeg er godt klar over, at man kan argumentere for at mennesker dybest set er onde og egoistiske – men det hjælper dig bare ikke i din fundraising indsats!

Hvis du antager at folk altid gerne vil give, vil det ændre din tilgang til pengeindsamling.

Næste gang du står på talerstolen og skal opfordre mennesker til at give, så


1) Drop tanken om, at du skal VRIDE pengene ud af folk

2) Undgå at køre på deres DÅRLIGE SAMVITTIGHED

3) Fyld dine tanker med positive oplevelser med penge – f.eks. om en gang, hvor nogen var gavmilde overfor dig

4) Hjælp dine tilhører til at få fokus væk fra dem selv og egne problemer – og tænd dem på VISIONEN om at de kan gøre en afgørende forskel for deres omgivelser.

Det kan også være, at du antager at folk ved af sig selv, hvordan og hvor meget man skal give. Det kan være du antager at Bibelens principper om tiende (at 10% af ens indtægt skal gives tilbage til Gud) er velkendt af alle. Men det er langt fra tilfældet. Hvis nye i din forsamling spørger, hvordan tingene hænger sammen rent økonomisk, så fremlæg en vision om, at I ønsker at fremme en gavmild livsstil og udfordre dem til at give så meget som de kan. Husk de vil jo dybest set gerne hjælpe!

onsdag den 17. november 2010

Inspiration til et liv fyldt med TAK

Der er ikke noget mere hjertevarmende end at møde et ældre menneske, som man ved, har været igennem mange svære ting i sit liv, men som stadig er fyldt med tak. Taknemmelighed for livet, for familie og venner, for hver en solskins- og regnvejrs dag, hvor skabelsen viser sig fra sine flotteste og mest livsbekræftende sider. Taknemmelighed er en livsindstilling, som jeg gerne vil lære mere af.
Det er dejligt at modtage tak – men vidste du, at det at sige tak, og det at lade sin hverdag gennemsyre af taknemmelighed, væsentligt forbedrer din livsglæde og endda din sundhed?
Dr. Robert A. Emmons, University of California, har studeret taknemmelighed fra en videnskabelig vinkel. I bøgerne “The Psychology of Gratitude” (2004) og “Thanks! - How practicing gratitude can make you happier” (2008) klarlægger han, hvordan det at “tælle sine velsignelser” påvirker menneskers liv.
Et eksempel på et af forsøgene Emmons og hans forskere gennemførte, var at lave tre grupper forsøgspersoner. De skulle alle føre dagbog i 10 uger. Den første gruppe fik at vide, at de skulle notere mindst fem ting som gjorde dem glad hver uge. Den næste gruppe fik at vide, at de skulle beskrive de ting, der irriterede dem i løbet af ugen, og den sidste gruppe fik ikke nogen specifik instruktion, de skulle blot skrive, det de synes var vigtigt.
Efter forsøgsperioden kunne det konstateres, at den gruppe, der havde fokuseret på det positive i deres dagligdag, var markant mere positive i deres forventning til livet, deres livsindstilling medførte, at de havde mere lyst til at motionere og leve sundt - og de havde færre fysiske skavanker at kæmpe med.
Et andet forsøg påviste at et øget fokus på taknemmlighed forbedrede testpersonernes søvn samt reducerede smerte hos folk med kroniske smerter.
Emmons ærgrer sig over, at der ikke er blevet forsket mere i taknemmelighed gennem tiden, for som han siger: ”Taknemmelighed er en af de få ting, der i bogstaveligste forstand kan forandre menneskers liv.”

Idéer til et taknemmeligt liv

Rammer dette dig, som det også har påvirket mig?
Måske er det på tide at ændre samtaleemnerne ved middagsbordet? Næste gang samtalen drejer sig ind på de uduelige kollegaer, den urimelige regering - eller de klassekammerater der driller, så vær bevidst om det, og drej samtale over på de ting, der har skabt glæde og taknemmelighed den seneste tid. Hvis ikke I kan finde på noget godt at sige om dagen, der er gået, så giver det altid et positivt pift at tale om de ting man glæder sig til i fremtiden.
”Tak er kun et fattigt ord” – derfor kan det skabe stor glæde at være lidt kreativ i sine handlinger og formuleringer.
Der findes en række hjemmesider, der giver forslag til kreative måder at sige tak på – de fleste er dog lidt ”kitschede” amerikanske, men der er inspiration at hente...
Prøv umotiveret af mærkedage eller lignende at skrive små sedler eller kort til familien, kæresten, vennerne og kollegaer:
- Du er der altid med en hjælpende hånd. Tak.
- Det er dejligt at have en ven som dig. Tak for dine små opmuntringer.
- Du gør min dag lidt varmere og lysere. Tak fordi, du er dig.
- Tak for din støtte og hjælp da jeg gik igennem en svær tid. Det vil jeg aldrig glemme.
- Du er en sand ven: du hjælper mig bære de svære ting, og du deler villigt dine glæder.
- Jeg sad lige og tænkte på alle, der har berørt mit liv på en særlig måde – du er en af dem! Tak.
Er det ikke pudsigt, hvordan selv det at læse sådanne små påskønnelser varmer dybt inde i en?

Vis det: giv en gave

Jeg tror, at du ligesom jeg har oplevet at det er mere “saligt at give end at modtage” – så fyld din uge med mere “salighed”: husk at give små gaver til dine kære. Så ved de, at du tænker på dem.
Lad taknemmelighed gennemsyre din hverdag – og hvem ved … måske oplever du at nogle af de ting, der har generet dig pludselig går væk!
Her til sidst skal jeg lige huske at takke dig, fordi du har prioriteret at læse denne blog!

onsdag den 25. august 2010

Har du en sag, du ønsker andre skal tilslutte sig?

Kender du det, at folk begynder at miste interesse kort tid efter, du begynder at fortælle om en sag, du føler stærkt for? Er der noget inden i dig, der ønsker at vise andre, hvor vigtigt det er, at de støtter et bestemt livsforvandlende arbejde?
Måske ser du op til nogen, som er god til at øve indflydelse på dem de færdes iblandt?

The Management Centre (=mc) i London har udgivet bogen "The Influential Fundraiser" med hjælp til mennesker, som ønsker at formidle vigtigheden af deres sag til andre.

I bogen beskrives 5 "P"er som kan hjælpe dig med at styrke din evne til at øve indflydelse:
  1. PASSION: starten på al positiv indflydelse er ens eget følelsesmæssige engagement. Hvis ikke du selv brænder for sagen, er det meget svært at få andre 'op af stolen'!
  2. PROPOSAL: det er vigtigt, at du formulerer klart, hvad problemet er, og hvilke skridt der skal tages for at løse problemet. Eller for at vende det positivt: præsentér løsningen og hvordan dine tilhører kan være med til at bidrage til den.
  3. PREPARATION: det er vigtigt, at du er velinformeret om den sag, der skal fremmes/støttes. Vær forberedt på spørgsmål eller mulig afvisninger. Planlæg og forbered - så bliver din udstråling mere selvsikker og din indflydelse stærkere.
  4. PERSUASION: du kan ikke presse nogen til at støtte din sag, men ved at lytte til menneskers præferencer og behov, kan du spore dig ind på, hvordan de bedst opmuntres og overbevises. Gør det på en måde, der får dem til at føle sig værdsat og inkluderet.
  5. PERSISTENCE: Der findes mange former for "nej" (9 i alt ifølge 'The Influential Fundraiser') - lær dem at kende og opbyg en erfaring, der hjælper dig med at vide, hvornår og på hvilken måde, du skal være vedholdende. Der kommer også afgørende øjeblikke, hvor du skal ændre din fremgangsmåde og være vedholdende fra en anden vinkel!
Uanset hvor god du er til disse punkter, så husk: det er meget få, der kan holde ud at høre på en "sælgertype". Så tal med din almindelige stemme og i et tempo, der afspejler den indvendige fred og kærlighed, som bærer dig, mens du arbejder med det som du brænder for. 

torsdag den 19. august 2010

Idéer til friskoler der ønsker at samle penge ind

Min alt overskyggende hjertesag er at se institutioner og organisationer som kæmper for gode sager opleve, at de lykkes med at indsamle midler til deres formål og projekter.

MetroXpress skriver i dag, at "Dårlig økonomi plager friskolerne". Tal fra revisionsfirmaet BDO viser, at tre ud af 10 frie grundskoler i Danmark kom ud af 2009 med et underskud. Det er især udgifter til lønninger og husleje, der tynger budgettet - og skoler med færre end 100 elever er især ramt af, at lønningerne er steget mere end det statslige tilskud pr. elev.

De fleste friskoler er tvunget til - og har været gode til - at være kreative og involvere elever og forældre i flere tiltag for at samle ekstra midler ind til skolen. Mange skoler benytter sig allerede af sponsorerede cykelløb, julemarked, indsamling af forskellige ting som stearinlys m.m. til at skaffe lidt ekstra midler, så der bliver råd til nye instrumenter til musiklokalet og en renovering af legepladsen. Men idéer til nye og sjove fundraising-tiltag er stadig påkrævet.

Min erfaring er, at amerikanerne er gode til at lave spændende og attraktive aktiviteter til at rejse midler. F.eks. kunne vore danske friskoler lade sig inspirere af et "bake sale", hvor skolens elever bager kager og småkager, som kan sælges til (sukkerhungrende) forældre og naboer. Eller hvad med en "fundraising dinner" hvor skolen sælger billetter til en god aften med mad, underholdning og musik; billetternes overpris accepteres af forældre og andre interesserede, da de ved, pengene går til et godt formål.

Har du oplevet en skole, der haft gode erfaringer med utraditionelle fundraising idéer, så del dem gerne her på bloggen.

Tyrefægtning nedkæmpet med underskrifter

Parlamentet i Catalonien, den delvist selvstændig region i Spanien, besluttede i slutningen af juli 2010 at forbyde tyrefægtning. Forbuddet kom efter en underskriftsindsamling blandt befolkning, der mener, at tyre­fægtning kan sidestilles med dyrplageri.

Uanset om forskellige kommentatorer tillægger beslutningen politisk løsrivelses-karakter, så er jeg ikke i tvivl om, at de mange mennesker der har underskrevet erklæringen "Nu er det nok!" fra WSPA, har ment det med hjertet.
Vi i Kobborg Consult, der arbejder tæt sammen med WSPA (World Society for Protection of Animals), føler os glade og stolte over, at vi har været med til at skrabe stemmer sammen til denne kampagne.